I forbindelse med en renovering af friluftsbadet på Vejle Idrætshøjskole ønsker højskolen at skabe et nyt, unikt aktivitets- og oplevelsesområde under overskriften: Outdoor AquaScape – aktivitetszone og rekreativt univers.

Tanken er at omdanne skolernes gamle friluftsbad til en miljø- og energirigtig svømmesø en ny moderne svømmesø, som vil være offentligt tilgængelig.

Fra friluftsbassin til moderne svømmesø

En svømmesø er et svømmebassin, hvor vandet renses biologisk via filtre og planter, i modsætning til konventionelle bassiner med klorrensn­ing af vandet. Den “naturlige” rensning af vandet har både den fordel, at der bruges færre kemikalier og at forureningen derfor mindskes, men også at vandet er langt sundere at svømme og opholde sig i.

Masser af nye tilbud

Til de nye planer hører også udvikling af området mellem badet og skoven med nye faciliteter såsom udendørs sauna, vildmarksbad, ly/læ, samlingssteder, vandpost, luftpumpe, MTB-vask, toiletfaciliteter, udendørs køkken, bruserskyl, renoverede indendørs omklædningsrum, outdoorskur til grej. Den dybe ende i det nye bassin vil rumme en fun zone med klatrevæg samt fleksible features til vandtræningsaktiviteter inden for kajak, SUP (yoga), dykning, vandvolley, vandpolo, balancetræning mm.

”Vi har overvejet alle muligheder. Lige fra helt at sløjfe ideen om et bassin til tanker om at bygge en svømmehal til vores brugere. Men en svømmehal er alt for dyr i drift, og muligheden for idræt og rekreation omkring et udendørs bassin har hidtil givet stor værdi for mange af vores brugere i en stor del af året. Derfor giver det mest mening at omlægge det gamle bassin, så vi skaber en moderne facilitet med masser af muligheder og mindst belastning på miljø og energiforbrug”, siger forstander på Vejle Idrætshøjskole Ole Damgaard og tilføjer: ”Desuden er der også tradition for udendørs badefaciliteter på stedet.”

Planerne afhænger af tilsagn om støtte fra forskellige fonde.